Jeg går en tur hver morgen…op til skoven, ned til bækken, hvor jeg omfavner mit træ, og så videre forbi marken og op på bakketoppen, hvor jeg stiller mig et øjeblik og forestiller mig, hvordan frisk, ren energi fra Moder Jord strømmer op igennem mine fødder og ben og fylder mig helt op.
Sjovt nok mærker jeg, at når jeg har omfavnet mit træ og fortsætter min ellers så raske gåtur, så går jeg automatisk langsommere. Det er, som min krop er blevet så inspireret af min tætte kontakt til naturen – træet – at den tilpasser sig naturens langsommelighed og nænsomme opvågning i det spæde morgenlys. Som om jeg bremses af naturen for at blive mere…naturlig.
For mig er min morgentur en meditation, hvor både krop og sjæl er stille på trods af mine bevægelser, og hver dag vender jeg hjem med en lille men vigtig besked fra min indre stemme, som får plads og lyd, når jeg går.