Åh, hvor er jeg glad! Se lige den her fine anmeldelse af min bog…

Af Dorthe Elise Greve, http://www.justfollowmyread.dk
Da Rikke Rose Rasmussen skrev til mig og spurgte om jeg ville læse hendes bog, startede jeg med at tjekke hendes hjemmeside. Det gjorde jeg fordi jeg typisk ikke er fan af selvhjælpsbøger, og jeg ville ikke spilde hverken hendes eller min tid. Men Rikkes hjemmeside er et varmt, feminint og meget hmmm… hjemligt univers – og helt ærligt; det sidste års tid har været umanerligt hårdt på flere fronter, så havde behov for lidt koncentreret eftertænksomhed. Det skal siges at jeg ikke har arbejdet med alle bogens temaer, men jeg har læst bogen igennem og har arbejdet med dét emne (livsglæde), som føltes rigtigt lige nu.

Bogen er inddelt i kapitler med forskellige temaer, som hver især indbyder til en stille stund med eftertænksomhed og fordybelse i dit eget selskab. Fælles for bogens temaer er budskabet om at stå ved sig selv og komme overens med den man er. Bogen er dejligt befriet for alt det der hurlumhej med at blive den bedste version af sig selv ved selvoptimering og/eller strenge regimer af selvudvikling frem mod perfektion. Den slags er jeg simpelthen så dårlig til, måske er jeg simpelthen for doven.

Hvert kapitel indeholder: Inspirerende tekster, visualiseringsrejser, billeder til inspiration, reflektionsspørgsmål og et lille eventyr der samler essensen fra kapitlet.
I starten af bogen er der en lille manual, der giver forslag til, hvordan man kan bruge bogens værktøjer.

Bogen har mange kvaliteter, men her vil jeg fremhæve refleksionsspørgsmålene! Faktisk er de grunden til at jeg ikke har villet anmelde bogen før nu. De napper, men napper kærligt og med de bedste intentioner, det kan mærkes! Men uanset hvor kærligt det er, så rammer Rikkes tekster noget og de provokerer en reaktion, som for mit vedkommende godt kunne ende ud i en refleksion over flere dage – men det er jo godt, for det har jeg (og sikkert også mange andre) brug for.

Jeg giver bogen 4,5 ud af 5 stjerner og vil anbefale den til dig der er lidt lost i livet og/eller har brug for at kærligt puf.

Læs hele anmeldelsen på http://www.justfollowmyread.dk

Skriv en kommentar