Kender du det? Du har noget på hjerte og vil så gerne snakke ud med en person for at rense luften og få gang i en mere konstruktiv samtale, men den anden person står ikke til rådighed, enten fysisk eller mentalt eller begge dele. Så er det godt nok svært…

Jeg har brugt flere år på at få min eksmand i tale omkring vores søn og har prøvet både telefonsamtaler, SMSer, indbydelser til gåture, opfordringer til at mødes hos ham eller hos mig, breve i postkassen. Han holder sig strengt til whatsapp…..! MEN! Nu er det lykkes mig – vi skal ud at gå en tur på torsdag! Jeg er helt nervøs, for det føles, som om jeg skal til eksamen, og jeg vil så gerne have sagt en masse – på en positiv måde – i den time, som han har reserveret i sin travle kalender til mig (!). Så jeg er glad for mit lille fremskridt og glæder mig til muligheden. Samtidig koger jeg indeni over, at det skal være så svært….

Hvordan håndterer man den mur, det er, at stå over for en person, der har lukket sig selv inde og nægter at deltage i kommunikationen? Hvordan finder man et godt og trygt sted at være med sig selv, i sig selv, midt i alt det usagte, uforløste, uløste? Og hvordan finder man en måde at acceptere, at det med at være “enlig mor” kan have flere forskellige meninger, herunder at man åbenbart simpelthen er den eneste, der møder op? Hvor er broen hen over den her flod af u-kommunikation?

Hvad er dine erfaringer?